Et ægte kronblad har aldrig kun én farve. Ser du nærmere på en hortensia, finder du typisk flere nuancer fra midten og ud mod kanten, og lys, der trænger gennem bladene i stedet for blot at ramme overfladen.
Det er noget af det, en god kunstig blomst skal kunne gengive. Og det er en del af forklaringen på, hvorfor nogle koster fyrre kroner, mens andre koster to hundrede.
Hvad er real touch
Real touch er ikke ét bestemt materiale. Det er en betegnelse for en type kunstige blomster, der er udviklet til at gengive både udseendet og følelsen af en levende blomst.
Mange real touch-blomster er lavet af polyuretan, nogle med latex, som støbes i en tynd overflade med den let eftergivende fornemmelse, man kender fra et ægte kronblad. Trykker du forsigtigt på det mellem to fingre, giver det efter og finder tilbage til sin form.
Betegnelsen bruges i dag bredt og kan dække over flere forskellige materialer og produktionsmetoder. Derfor er real touch heller ikke en garanti for kvalitet i sig selv. Det afgørende er, hvordan materialet er brugt, og hvor godt blomsten er gengivet.
Det ligger i detaljerne
En god kunstig blomst begynder med en ægte blomst. Formen og strukturen kan skannes eller presses fra et frisk kronblad, så årer og detaljer kommer fra naturen frem for fra en tegning.
Pigmentet blandes ind i materialet, inden kronbladet støbes. Det betyder, at farven bliver en del af selve materialet frem for blot at ligge ovenpå. Kronbladet formes derefter, så det får den naturlige krumning og bevægelse, som gør en blomst levende.
Et enkelt pæonhoved kan bestå af mere end halvtreds kronblade. Når hvert enkelt blad skal formes, blomsten samles og placeres, bliver det hurtigt tydeligt, hvor meget håndværk der ligger i en gennemarbejdet stilk.
Hvorfor nogle ser ægte ud og andre ikke
Det, der afslører en kunstig blomst, er sjældent materialet alene. Det er manglen på variation.
Ægte blomster er uregelmæssige. Kronbladene krummer forskelligt, farven varierer hen over blomsten, og ingen to blomster er helt ens. Billigere kunstige blomster gentager ofte den samme form og den samme mættede farve, fordi ensartethed er billigere at producere. Det er netop den præcision, der får dem til at se kunstige ud.
God produktion forsøger at gøre det modsatte. Farven graduerer fra midten og ud mod kanten frem for at være ens overalt. Materialet holdes let gennemskinneligt, så lyset kan trænge ind i kronbladet. Årer og strukturer ligger i overfladen og skaber små skygger, og finishen er mat frem for blank.
Det er ofte de små uregelmæssigheder, der gør den store forskel.
De andre materialer
Det, der sælges som silke, indeholder næsten aldrig faktisk silke. Det er typisk polyester over en trådramme og udgør en stor del af de kunstige blomster, der produceres. Det tager farve godt og kan formes til mange forskellige udtryk, så det fungerer stadig fint til nogle blomster. Men materialet er mere uigennemsigtigt og kan trævle ved håndtering.
Skum er let og holder sin form godt, hvilket gør det velegnet til større dekorationsblomster. Til gengæld kan det få mærker og buler, som kan være permanente.
UV-behandlet polyethylen bruges især til grønt og udendørs dekorationer, hvor holdbarhed og modstandsdygtighed over for sollys er vigtigere end følelsen. Det er robust og stabilt, men føles også mere som det materiale, det er.
Ingen af materialerne er forkerte. De er udviklet til forskellige formål. Spørgsmålet er snarere, om materialet er valgt for at gengive blomsten bedst muligt eller for at holde prisen nede.
Ægte hortensia til venstre. Bloomgaard til højre.
Stilken
Stilken gør mere for en blomst, end man måske skulle tro. En kerne af ståltråd gør det muligt at forme en opsætning frem for blot at samle den. En stilk, der ikke kan bøjes, vil ofte se unaturlig ud i en buket.
Det er også her, billig produktion ofte bliver tydelig. En unaturligt lysegrøn stilk, blanke materialer og blade, der sidder med samme afstand hele vejen op, kan få selv en vellavet blomst til at se kunstig ud.
En god stilk skal ikke bare holde blomsten oppe. Den skal kunne bevæge sig og formes organisk, så den bliver en del af helheden.
Hvilke blomster kan gengives bedst
Nogle blomster er lettere at gengive overbevisende end andre.
Pæoner og haveroser fungerer godt, fordi deres fylde skjuler samlingerne, og fordi de ægte blomster i forvejen har et naturligt, lidt uordentligt udtryk. Hortensia fungerer af samme grund, så længe de enkelte småblomster varierer i form og farve frem for at gentage sig.
Orkidéer og anthurium er også gode bud. Deres kronblade er naturligt tykke og voksagtige og har en skulpturel form, som er lettere at gengive.
Tulipaner er blandt de sværere. Her afhænger meget af stilken, som skal have den naturlige bue, en ægte tulipan har, uden at blive blank eller for perfekt.
Blomster med en enkel struktur og meget tynde kronblade er de mest afslørende. Når der er færre detaljer at se på, er der også mindre, der kan skjule de små forskelle mellem en kunstig og en ægte blomst.
